Lidt om mig - og min kunst

Når jeg ikke maler og tegner eller afholder kurser og workshops, arbejder jeg som lærer på Stolpedalsskolen i Aalborg. Her underviser jeg bl.a. i billedkunst og har specialiseret mig indenfor pædagogisk mindfulness.
Jeg har altid været glad for at tegne og male, og har i mange år eksperimenteret og afprøvet forskellige malerprodukter og -teknikker. Malerprocessen og det at arbejde med farver, giver mig ro og glæde, og det er som en leg at fordybe mig i farvernes magiske verden. Jeg maler oftest store malerier og ud fra min intuition. Nogle med store armbevægelser og vilde penselstrøg, andre mere blide og nænsomme, hvor jeg bruger håndfladen og hjælper de våde farver på plads, alle fyldt med dybde og masser unikke detaljer. Det er præcis dybden, lagene og de små detaljer, som fuldender maleriet og skaber et unikt maleri, som bringer lys og glæde ind i købernes hjem. Jeg bliver specielt inspireret af himlen, vandet og naturens lys og farver.
I 2018 fik jeg mit eget lille værksted/galleri, og drømmen om at kunne male mere, større og når jeg har lyst, gik i opfyldelse. Ligeledes er jeg glad for nu at kunne invitere alle kunstinteresserede indenfor i mit farverige univers, både for at se og købe min kunst eller for at deltage i et kursus eller en workshop. Jeg holder åben efter aflale, så skriv endelig til mig, hvis du vil forbi og se min kunst.
Udover at male store farverige værker, så tegner jeg også eventyrlige illustrationer med en sort tusch. Du kan bl.a. se mine illustrationer på Sygehus Nord, hvor jeg har tegnet 8 store værker på 80*80 cm til deres Gynækologiske Afdeling samt i Nibe Tandklinik, hvor jeg har tegnet 5 store værker på 100*100 cm.
Før jeg fik mit eget lille værksted/galleri, udstillede jeg mine værker forskellige steder, bl.a. på Aalborg Teater og Farsø Efterskole.